Ejendomsadministration: Mød Rasmus fra regnskabsafdelingen

Jobbet i regnskabsafdelingen hos Vest Administrationen

”Det, jeg brænder for ved regnskab, er det med at få tingene til at gå op i en højere enhed. At det, du sidder med i løbet af året, de mange små brikker, til sidst bliver bundet sammen i årsregnskabet,” fortæller Rasmus N. Rye, regnskabsmedarbejder hos Vest Administrationen.

Han startede som elev i 2010 og fik hurtigt smag for regnskabsdelen inden for ejendomsadministration. Sammen med sine kolleger i regnskabsafdelingen, er han den daglige rygrad, der sikrer, at vores foreningers mange bilag når frem til de rigtige konti.

ejendomsadministration_rasmus_vest_administrationen

Fortæl kort om dit job hos en ejendomsadministration

”Jeg sidder i vores regnskabsafdeling, hvor vi tager os af alt, hvad der har med foreningernes bogføring og økonomi at gøre. Det er betalinger, kreditorbetalinger, afstemning af konti og regnskabsafslutninger, hvor det sidste fylder rigtig meget i øjeblikket,” siger Rasmus N. Rye. I regnskabsafdelingen arbejder han sammen med tre kolleger og en økonomichef.
Han fortæller videre: ”I det daglige arbejde er vi rigtig gode til at hjælpe og overlappe hinanden, især mandag og torsdag, hvor vi laver betalinger. Her finder vi hurtigt ud af, hvad vi hver især kan nå, og hvad vi har brug for hjælp til.. Ud over de fælles opgaver har vi også vores egne ansvarsområder.”

Hvor ender mails til: faktura@vestadm.com?

”En faktura, der bliver sendt via mailen, starter i receptionen. Her bliver den registreret i vores system, og derefter får den enkelte ejendomsadministrator besked. Er det en faktura, der kommer direkte fra en håndværker, tager de stilling til, hvad der skal ske med den. Herefter får vi den i regnskab. Vi sikrer, at den havner det rigtige sted i regnskabet. Når en faktura er godkendt af foreningens bestyrelse, får den enkelte ejendomsadministrator besked, hvorefter vi bogfører den,” siger Rasmus N. Rye.

Hvordan starter en mandag for dig?

”Det jeg laver mest af i øjeblikket er selve regnskabsafslutningen. Klargøring af materiale til revisor og opstilling af regnskaber. Ved siden af det laver jeg løn til Vest Administrationens medarbejdere og til foreningernes ansatte viceværter. Endelig står jeg for opgørelse af fælleslån og indfrielser af disse i ejerforeninger.
Udover selve regnskabsafdelingen er jeg også med i vores byggesagsgruppe, hvor jeg primært står for byggeregnskaberne.”

Hvad er din baggrund?

”Jeg startede som elev hos Vest Administrationen i 2010. Efter to år blev jeg fastansat. Før det hmm..” han smiler og ler, laver en kort pause og fortsætter: ”Inden jeg kom til Vest Administrationen, havde jeg en række ufaglærte job blandt andet i postvæsenet, forskellige supermarkeder og på hoteller som morgenmadskok.”

Hvad fik dig til at vælge ejendomsadministration og Vest Administrationen?

”Jeg kendte en, der var ansat hos Vest Administrationen. Han fortalte, at de manglede en elev og opfordrede mig til at søge. Som et naturligt valg valgte Rasmus regnskab som sit speciale på elevuddannelsen.

Hvad har været din største arbejdsmæssige udfordring?

”Det har været tilegnelse af viden og indlæring, men jeg er blevet godt hjulpet hele vejen. Især de første afsluttende regnskaber og opstillinger var en stor mundfuld, fordi jeg gik fra et lille område til et meget større område, samtidig med at jeg skulle kende alle detaljer. Det har nok været den største udfordring.”

De 3 bedste ting ved dit arbejde i Vest Administrationen?

”Indflydelse på eget arbejde, gode kolleger og et miljø med mange forandringer. I Vest Administrationen bliver der hele tiden taget fat i og set på, hvordan vi kan gøre tingene på en bedre måde og gøre bestyrelsesarbejdet i vores foreninger nemt. Vi sidder ikke fast i den måde, vi gør tingene på, men er hele tiden klar til at udfordre dem. Uanset hvem, der kommer med et forslag, bliver der lyttet,” fortæller Rasmus.

Hvad gør dig stolt over at arbejde i Vest Administrationens ejendomsadministration?

”At vi leverer et godt stykke arbejde og gør det til tiden. Det er sjovt og givende at stå ved det vi laver” siger Rasmus med stolthed i stemmen.

Hvordan støtter Vest Administrationen din faglige udvikling?

”Jeg har først taget elevuddannelse, og dernæst merkonom AU (akademiuddannelse). Så der har været masser af støtte til den faglige udvikling.”

Er du færdig med at uddanne dig?

”Lige nu er jeg, men man skal aldrig sige aldrig. Jeg har ikke en plan for de næste 5 år. Nu har jeg været under uddannelse i de sidste 6 år. Det er det første semester, hvor jeg ikke har haft nogen uddannelse ved siden af mit fuldtidsjob, så jeg vil gerne pleje mit privatliv lidt mere. Prøve livet uden lektier og dårlig samvittighed. Når der er gået et år, vil jeg evaluere, om jeg gerne vil læse videre fx HD, der vil være den åbenlyse forlængelse. ”

Hvad har overrasket dig mest ved at arbejde for Vest Administrationen?

”Det er nok den tillid, der bliver vist til den enkelte medarbejder. Tillid til, at hver enkelt medarbejder laver det vedkommende skal. Der bliver ikke holdt øje med os på samme måde, som jeg har oplevet andre steder, hvor man hele tiden blev kigget over skulderen. Ledelsen her har tillid til, at man løser sine opgaver, og at man er i stand til at komme og sige, hvis man har brug for hjælp,” siger Rasmus.

Hvad har overrasket dig mest ved at arbejde med ejendomsadministration?

”Alle de mange komplicerede ting, der kan opstå, men det er nok mest i forhold til det den enkelte ejendomsadministrator arbejder med. Det mere juridiske. Andelsboligforeninger og beregningen af andelskronen. At den lever op til lovens krav og bliver beregnet korrekt, og at alle vores regnskaber lever op til den gældende lovgivning.”

Hvad er dit råd til kommende kolleger i ejendomsadministrationsbranchen og hos Vest Administrationen?

”Hvis du har sagt ja til et job, så kast dig ud i det. Prøv det! Stå ved det, du tror på. Gør tingene selv og acceptér, at du laver fejl. Det er dem, du lærer af. Men det mener jeg i øvrigt gælder alle brancher og job.”

Hvad laver du i fritiden?

”Jeg er glad for at tage på campingtur med mine kammerater. Vi tager ud og overnatter i svenske og danske skove. Men vi foretrækker Sverige, der har den fordel, at man kan gå ud ad en sti i 10 km og finde et mere øde sted. I Danmark kommer der hele tiden hundeluftere og joggere.

Når man sidder omkring bålet i skoven, bliver man fuldstændig afslappet. På camping skal jeg bare koncentrere mig om de mest basale ting som, hvor skal vi slå telt op, hvor finder vi vand, hvor er der noget godt brænde og lave mad. Samværet er på en anden måde, mere nede på jorden, og man kommer tættere på hinanden. Ude i naturen kommer du helt væk fra hverdagen, og det er bare afslappende,” fortæller Rasmus med ro i stemmen.

”At se en stor rovfugl svæve over en svensk skovsø er for mig indbegrebet af afslapning, man er helt væk fra regnskaber, dagligdagen, og hvad der måtte være af personlige problemer. Helt i fred!” slutter Rasmus med et fredfuldt blik, inden han rejser sig for at gå ind og tage fat på mandagens bogføringer.

Fakta:
Navn: Rasmus N. Rye
Alder: 40 år
Uddannelse: Merkonom i regnskab
Ansættelsesår: 2010

 

« Tilbage til oversigt

Log på ProBo


Klik på linket nedenfor og log på din ejendoms ProBo, hvor du kan hente ejendommens nøgledokumenter m.m.


https://probo.dk/

Hvad leder du efter?


Brug formularen til at finde det du søger i vores mange artikler omkring andelsboliger, ejerboligforeninger og ejendomsadministration: