Solceller på Københavns røde tegltage

Bliv klogere på solceller

Bliv klogere på solceller

Solceller på Københavns tegltage

En andelsboligforening i Københavns Nordvest kvarter lægger i efteråret 2016 tagryg til vinderforslaget fra solcellekonkurrencen ”Byens Tage”. Det har i mange år været en særlig udfordring at få solceller og røde tegltage til at spille arkitektonisk sammen. Solceller er derfor i mange tilfælde blevet fravalgt, og det har kostet på Københavns grønne dagsorden. Med vinderforslaget gives der nye muligheder for at investere i grønne valg, når der skal energirenoveres.

Støtte til solceller fra Københavns Kommunes byfornyelsespulje

I 2015 indgik Kuben Management et samarbejde med Solar City Denmark om at få gennemført konkurrencen – Byens Tage. Konkurrencen blev støttet af Københavns Kommunes byfornyelsespulje og Realdania og havde til formål at finde gode løsninger til solceller på etageejendomme, der står foran en tagrenovering.

Vinderne af konkurrencen blev afsløret den 8. december 2015 og var Henning Larsen Architects og Gaia Solar, der i deres projektoplæg har brugt Andelsboligforeningen A/B Landsdommergården*, der ligger i Nordvest-kvarteret i København. Foreningen stod overfor en større renovering og havde modtaget støtte fra Københavns Kommunes byfornyelsespulje. Renoveringen omfattede blandt en udskiftning af taget. Det var derfor oplagt at kæde renoveringen sammen med en integration af solceller.

Andelsboligforeningen forventer en besparelse på over 2,1 mio. kr. med solceller

”Solcellerne producerer strøm, som vil blive brugt af foreningen såvel som af beboerne. Praktisk set betyder det, at vi laver vores egen strøm om dagen og så får strøm leveret fra en leverandør om natten. Det betyder, at besparelsen på strøm kommer alle beboerne til gode, men også, at foreningen i sig selv kan spare penge på elregningen,” siger Nikolaj Vedel Smith, bestyrelsesformand for andelsboligforeningen A/B Landsdommergården.

Solcelleanlægget har en garanteret levetid på 25 år og forventes tilbagebetalt allerede efter 11 år. Foreningen forventer, at det samlet over 25 år vil give dem en besparelse på over 2,1 mio kr.. Erfaringer viser, at solcelleanlæg holder i op til 40 år, så den samlede gevinst forventes at være endnu større set over hele anlæggets levetid.

”En vigtig del af vores løsning er, at der bliver opsat bimålere i alle lejligheder. Herved får alle beboerne glæde af den strøm, som solcellerne producerer, men hjælper samtidig også med til, at vi som forening får brugt den strøm, solcellerne producerer. Herved sikrer vi, at så lille en del af den producerede strøm som muligt skal leveres tilbage til nettet. Den økonomiske gevinst for os består i at substituere vores elforbrug, sådan, at vi benytter “gratis” solcellestrøm frem for dyr netstrøm. Økonomien er ikke baseret på at sælge overskydende strøm tilbage til nettet,” uddyber Nikolaj Vedel Smith.

Han fortsætter: ”Installationen af bimålere giver gode besparelser til alle beboerne, da de slipper for de målerafgifter og basisabonnementer, som de ellers betaler til deres forsyningsselskab. Som forening har vi ikke behov for at opkræve disse. Jeg vil tro, at det kunne betale sig at skifte til bimålere, selv hvis vi ikke opsatte solceller. ”

Nikolaj Vedel Smith siger afslutningsvis: ”Vi er glade for at have haft mulighed for at deltage i solcellekonkurrencen med Københavns Kommune, Kuben Management, SolarCity og Real Dania. Vinderforslaget er en virkelig spændende løsning, som jeg håber, at mange andre foreninger også kan få glæde af i fremtiden.”

Læs mere om Andelsboligforeningen A/B Landsdommergårdens renoveringsprojekt på deres hjemmeside.

Københavns Kommune vil være katalysator

Den 19. maj havde Københavns Kommune i samarbejde med Kuben Management og Solar City Denmark inviteret til netværksmøde om kommunens rolle som katalysator for mulige udviklingsprojekter med integrerede solceller og tagboliger. Formålet var at udbrede resultaterne fra solcellekonkurrencen ”Byens Tage” og få flere solcelleløsninger på de københavnske tage.

Få tilskud til udarbejdelse af skitseprojekt med solceller

”Står man overfor en tagrenovering, kan solceller være en god ide at tage med i overvejelserne. Hos os kan man få udarbejdet et skitseprojekt, der er med til at afklare, om bygningen er egnet, økonomiske fordele, udbytte m.m. og anbefalede løsninger. Der gives tilskud til skitseprojektet, og vi har stadig midler i puljen,” siger Karin Kappel, arkitekt maa og sekretariatsleder hos Solar City Danmark.

* Andelsboligforeningen A/B Landsdommergården bliver ikke administreret af Vest Administrationen.

Kontaktpersoner

Solarcity Danmark: Karin Kappel, email kk@solarcity.dk, mobil 28 59 59 40
Københavns Kommune: Rachel MacIntyre, mobil 22 39 55 92

Relevante links

www.kk.dk/solceller
www.kk.dk/Byfornyelse
www.solarcitydanmark.dk
Bolius: Hvordan kommer jeg igang med solceller
Byensejendom: Vinderforslag integrerer solceller i byens røde tage
Licitationene: Andelsboliger siger ja til arkitekttegnede solceller

 

Book et møde og hør mere om solceller

Står I overfor et byggeprojekt og vil høre mere om forløbet i en byggesag, er I naturligvis velkomne til at booke et møde med vores byggesagsansvarlige cand.jur. Lene Raahauge.

Telefon: 33 28 02 25
Email: lra@vestadm.com

 

« Tilbage til oversigt

Log på ProBo


Klik på linket nedenfor og log på din ejendoms ProBo, hvor du kan hente ejendommens nøgledokumenter m.m.


https://probo.dk/

Hvad leder du efter?


Brug formularen til at finde det du søger i vores mange artikler omkring andelsboliger, ejerboligforeninger og ejendomsadministration: