Grøn omstilling

Bynatur

Bynatur hos Vest Administrationen

I efteråret 2025 gik vi i gang med at forvandle haven ved vores kontor til et grønt, levende og bæredygtigt uderum – i tæt samarbejde med Fælleshaven. Et år senere kan vi se resultatet: Hvor der før var bar jord, gravemaskiner og køreplader, er der i dag snoede græsstier, frodige bede, nye træer og et væld af liv.

Her kan du følge rejsen fra anlæg til levende have, sammenligne billeder fra før og nu og blive klogere på, hvorfor vi har valgt at arbejde med bynatur – og hvordan jeres forening kan gøre det samme.


Hvorfor arbejder vi med bynatur?

Bynatur handler om at give plads til naturen der, hvor vi bor og arbejder. For os er det en måde at skabe grønne fællesskaber på, hvor både mennesker og natur trives – og hvor natur, fællesskab og bæredygtighed går hånd i hånd.

Projektet udspringer af et ønske om at bringe naturen tættere på hverdagen og vise, at man med enkle greb kan gøre en forskel for miljøet. Med den stigende interesse for grønne løsninger ville vi gøre vores egen have til et forbillede: et sted, hvor boligforeninger, gårdlaug og virksomheder kan se, hvordan bynatur kan indgå i både omgivelser og drift.

Arbejdet med at øge bynatur giver blandt andet:

  • Mere biodiversitet – blomstrende bede og insektvenlige planter giver føde og levesteder til bier, sommerfugle og fugle.
  • Pleje på naturens præmisser: Vi følger havens udvikling og tilpasser løbende beplantning og pleje, så der er plads til både planter og dyreliv.
  • Bedre trivsel – et grønt uderum giver ro, pauser og et naturligt sted at mødes.
  • Inspiration – haven viser i praksis, hvad der kan lade sig gøre, uanset størrelse og budget.

Samarbejdet med Fælleshaven

Til projektet har vi allieret os med Fælleshaven, der er eksperter i naturbaseret havedesign og fællesskabsdrevne grønne projekter. Fælleshaven arbejder ud fra et koncept, hvor naturen får lov at udfolde sig frit. Menneskets rolle er at støtte biodiversiteten – ikke at styre den.

Sammen har vi udviklet en plan for, hvordan udearealerne kan blive smukke, vilde og levende, med blomstrende bede, insektvenlige planter, sten, en havedam og små oaser til ophold og læring. Fælleshaven har været med fra start – fra idétegninger og jordprøver til valg af planter, stier og møblering.

Medarbejderne er med på rejsen

Fire medarbejdere fra Vest Administrationen har deltaget aktivt i projektet som planlæggere, praktikere og naturambassadører. De har blandt andet anlagt bede, bygget småbiotoper og lavet informationsskilte, der fortæller om planterne, insekterne og tankerne bag designet.

Det giver medarbejderne en konkret oplevelse af, hvordan bynatur kan omsættes til daglig handling – og en erfaring, de kan dele med vores kunder og samarbejdspartnere.


Før og nu: Fra byggeplads til levende have

Billederne siger mere end mange ord. Herunder kan du sammenligne, hvordan haven så ud, mens anlægsarbejdet stod på i oktober 2025, med hvordan den ser ud i dag – et år senere.

Gravemaskine og anlægsarbejde ved etablering af havedam hos Vest Administrationen i oktober 2025Oktober 2025
Snoet græssti mellem frodige bede og stendige ved Vest Administrationens kontor i oktober 2026Oktober 2026

Fra jord og maskiner til snoede græsstier, frodige bede og en stensat terrasse.

Gravemaskine i haven under anlæg af ny havedam i oktober 2025Oktober 2025
Frodigt bed med sten, stauder og nyplantet pæretræ i bynaturhaven i oktober 2026Oktober 2026

Hvor der før var bar jord, vokser der nu stauder, buske og nye frugttræer.

Haven gennem et år

Fra de første spadestik til i dag har haven gennemgået en stor forvandling. Her er de vigtigste nedslag:

Ny havedam omkranset af sten og planter under anlæg i oktober 2025

Oktober 2025

Anlægget går i gang

Maskinerne former terrænet, og havedammen anlægges som havens naturlige midtpunkt, omgivet af sten og de første planter.

Haven i fuldt flor med vilde blomster og valmuer i juni 2026

Juni 2026

Første sommer i blomst

Margueritter, valmuer og vilde blomster fylder bedene, og insekterne har for alvor fundet vej til haven.

Ungt egetræ omgivet af tætte buske i bed med kantsten i bynaturhaven

Oktober 2026

Første hele sæson

Buske og træer er vokset til, bedene er groet sammen, og haven er ved at gøre klar til vinteren.

Sommeren 2026 i billeder

I juni 2026 stod haven for første gang i fuldt flor:

Vild beplantning, buske og sten i bynaturhaven i juni 2026
Rundt bed med vilde blomster omgivet af græs i juni 2026
Bed med sten og vilde planter med huset i baggrunden i juni 2026
Valmuer og margueritter i bedet ved husets facade i juni 2026

Så langt er vi – oktober 2026

Et år efter de første spadestik er haven ikke længere et anlægsprojekt, men et levende sted, der udvikler sig fra sæson til sæson. Det er netop pointen med bynatur: Haven bliver aldrig færdig på samme måde som et klassisk anlæg – den vokser, forandrer sig og bliver rigere for hvert år.

Her er status lige nu:

  • Græsstierne er etableret og snor sig gennem haven, så man kan gå rundt og opleve bedene tæt på.
  • Bedene er groet til med stauder, vilde blomster og buske, der skifter farve hen over efteråret.
  • Nye træer er plantet – blandt andet et pæretræ, der er bundet op, så det kan etablere sig godt de første år.
  • Buskbedene langs muren er vokset sammen til tætte, grønne zoner, der giver læ og levesteder til fugle og insekter.
  • Enkelte bede er stadig under etablering – blandt andet bedet ved muren ud mod vejen, hvor de nye planter skal have tid til at brede sig.

Haven bliver løbende plejet i tråd med tankegangen bag projektet: at støtte naturen frem for at styre den.

Seneste nyt fra haven: Justeringer og pleje

En levende have kræver løbende opmærksomhed. Det fine ved at følge haven tæt er, at vi lærer den bedre at kende – vi kan se, hvad der fungerer godt og mindre godt, og justere, så den bliver så god som mulig over tid. Her er, hvad Fælleshaven har arbejdet med for nylig.

Justering af planter, så alle kommer til deres ret
Planter fra planteskolen kan opføre sig lidt anderledes, end vi kender dem fra den vilde natur. Røllikerne i Smags- og sansebedene er blevet meget højere end normalt, så solbærbuske, rabarber og andre planter nærmest blev gemt i dem. Derfor er de høje rølliker flyttet op i velkomstbedene, hvor deres højde passer godt ind. I stedet bliver der i de kommende uger sået og udplantet lavere arter i Smags- og sansebedene, så alle planterne kommer til deres ret.

Tæmning af krat – foryngelse og luft
Buskroserne langs den gule kant er klippet ind. Det giver plænen mere luft og roserne mulighed for at skyde på ny. Til foråret får de en yderligere beskæring – toppen beskæres bedst omkring april – så de er klar til nyvækst. På den måde står krattet også som skjul for fugle og andre smådyr hen over vinteren.

Bagerst i haven, i Skovbrynet, er krattet ryddet ud. Brombærbuskene er klippet ned – de skal nok komme igen til næste år – og der er fjernet vildskud fra en række småtræer. Det giver æbletræet og rhododendronerne mere luft og bedre vækstbetingelser, så de planter, vi gerne vil have, kan vokse ordentligt. Æbletræet i samme område vil også have godt af en beskæring.

Vedbend fjernet fra æbletræerne
Vedbenden er fjernet fra æbletræerne ved søen ud mod Gl. Vartov Vej.

Billeder fra haven i oktober 2026

Snoet græssti mellem frodige staudebede og stendige ved Vest Administrationens kontor i oktober 2026
Frodigt bed med sten, stauder og nyplantet pæretræ i bynaturhaven
Ungt egetræ omgivet af tætte buske i bed med kantsten i bynaturhaven
Nyetableret bed med vilde planter og sten ved den hvide mur ud mod vejen
Æbletræ med frugter og buske i den vilde del af haven

Tre erfaringer fra vores bynaturhave

  • Tilpas beplantningen undervejs. Nogle af vores rølliker voksede højere end forventet og måtte flyttes, så de øvrige planter fik plads.
  • Skab forskellige levesteder. I vores have har vi kombineret blomstrende bede, buske, sten og en havedam.
  • Regn med løbende pleje. Vi følger havens udvikling og justerer undervejs, blandt andet med beskæring og flytning af planter.

Næste skridt

Vi fortsætter med at passe og udvikle haven, så den bliver endnu rigere på liv i de kommende sæsoner. Vores håb er, at haven kan inspirere flere til at tænke grønt, levende og fællesskabsorienteret – både hos os og i de foreninger og gårdlaug, vi arbejder for.

Vi glæder os til at invitere vores foreninger og gårdlaug indenfor, så de kan se resultatet med egne øjne og høre mere om, hvordan man selv kan skabe grønne og bæredygtige udearealer – uanset størrelse og budget.

Fælleshaven og Vest Administrationen – sammen for naturen, fællesskabet og fremtiden.

Læs flere artikler om bæredygtighed hos Vest Administrationen.

LÆS OGSÅ

EJENDOMS- ADMINISTRATION

Leder du efter en professionel ejendomsadministrator? Vi har mere end 30 års erfaring med ejendomsadministration og byggestyring for andels- og ejerboligforeninger og gårdlaug.

KONTAKT OS

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. Udfyld formularen og vores venlige og dygtige reception hjælper dig.

HOLD DIG OPDATERET

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få relevante artikler, gode råd og nyttig viden om ejendomsadministration. Vi deler blandt andet viden om foreningens økonomi, vedligeholdelse og bestyrelsesarbejde, så du nemt kan holde dig opdateret.

Du modtager kun nyhedsbreve, når vi har noget relevant at dele, og du kan altid afmelde dig igen.