Finansiering og gældspleje af realkreditlån for andelsboligforeninger
AF VA , ADM.
Er jeres finansiering stadig den rigtige?
Foreningens lån har stor betydning for både boligafgiften, andelsværdien og det økonomiske råderum. Alligevel bliver finansieringen ofte først undersøgt, når et lån skal refinansieres, en afdragsfri periode udløber, eller foreningen står foran et større byggeprojekt.
Hos Vest Administrationen arbejder vi aktivt med vores kunders finansiering. Sammen med Peter Fink fra AB Finans gennemgår vi foreningens lån og samlede økonomi, identificerer muligheder og giver bestyrelsen et gennemarbejdet beslutningsgrundlag.
Målet er både at skabe tryghed og overblik og at sikre foreningen de bedst mulige økonomiske vilkår.
Vi gætter ikke på renten – vi regner på konsekvenserne
Beslutninger om finansiering bør ikke baseres på forventninger om, hvor renten bevæger sig hen. Ingen ved med sikkerhed, om renten stiger eller falder. Til gengæld kan vi beregne konsekvenserne af de forskellige muligheder.
Vi viser blandt andet, hvad en omlægning betyder for restgæld, ydelse, boligafgift, andelsværdi, likviditet og foreningens muligheder på længere sigt.
Mange bestyrelsesmedlemmer kommer fejlagtigt til at anskue foreningens finansiering på samme måde som deres egen privatøkonomi. Det kan føre til forkerte beslutninger for foreningen fordi disse er baseret på et forkert grundlag. Andelsboligøkonomi og privatøkonomi er ikke ens og skal derfor ikke anskues ens.
Langt de fleste bestyrelser vælger at følge vores anbefaling, når de har fået gennemgået den samlede analyse. De foreninger, som ikke undersøger mulighederne, risikerer at lade en attraktiv omlægning passere på baggrund af misforståede antagelser eller et gæt på den fremtidige rente.
Fra traditionel låneomlægning til specialiseret finansiel rådgivning
Vest Administrationen har altid bistået andelsboligforeninger i forbindelse med finansiering og låneomlægninger. I mange år var markedet præget af faldende renter, og omlægningerne var ofte forholdsvis enkle. Derfor kunne administrator som regel hjælpe foreningen gennem det praktiske forløb.
Da renterne begyndte at stige i 2022, ændrede både markedet og foreningernes behov sig markant. De mulige løsninger blev mere komplekse, og en omlægning kunne ikke længere vurderes alene ud fra renten på et nyt lån. Der blev behov for grundigere analyser af blandt andet låntype, løbetid, afdragsprofil, risiko og konsekvenserne for foreningens samlede økonomi.
Samtidig måtte vi erkende, at administrator ikke skal fungere som finansiel rådgiver. Uden den nødvendige specialistviden risikerede administrator at blive et uhensigtsmæssigt mellemled mellem bestyrelsen og realkreditinstituttet. Det gjorde det vanskeligere at udfordre de tilbudte løsninger og skabe det gennemarbejdede beslutningsgrundlag, som så væsentlige økonomiske beslutninger kræver.
På den baggrund indledte Vest Administrationen i 2022 et samarbejde med Peter Fink fra AB Finans. Det løftede arbejdet med foreningernes finansiering til et nyt niveau. Peter har den finansielle faglighed, taler samme sprog som banker og realkreditinstitutter og kan forhandle om både bidragssats og transaktionsomkostninger samt øvrige lånevilkår.
Mens mange låneomlægninger gik i stå, da renterne begyndte at stige, valgte vi en mere aktiv tilgang. Vi udfordrede forestillingen om, at omlægninger kun er relevante i et marked med faldende renter, og begyndte i langt højere grad at skabe konkurrence mellem realkreditinstitutterne frem for automatisk at fortsætte hos foreningens eksisterende långiver.
Vores mål er at lave låneløsninger som forbedrer foreningen samlede økonomi til gavn for andelshaverne. Vejen hertil går igennem bestyrelsen ved at give dem det bedst mulige grundlag for at træffe beslutninger med betydning for både den kortsigtede boligafgift og foreningens langsigtede økonomi. I dag gennemfører vi typisk fire til seks låneomlægninger om måneden.
Et samarbejde, hvor hver part gør det, de er bedst til
Vest Administrationen samarbejder med Peter Fink fra AB Finans om at tilbyde andelsboligforeninger en samlet løsning inden for finansiering og gældspleje.
Arbejdsdelingen er enkel: Peter står for den finansielle rådgivning og dialogen med banker og realkreditinstitutter, mens Vest Administrationen har kontakten til bestyrelsen og koordinerer hele sagen. På den måde får foreningen både specialiseret finansiel rådgivning og en fast tovholder, der kender foreningens økonomi og sørger for, at processen bliver ført sikkert igennem.
Vest Administrationen og Peter udvælger i fællesskab foreninger, hvor der kan være mulighed for at forbedre finansieringen. Vi gennemgår foreningens lån og samlede økonomi og udarbejder et konkret oplæg. Ser vi en relevant mulighed, kontakter Vest Administrationen bestyrelsen med oplægget og en invitation til et gratis og uforpligtende møde.
På mødet deltager bestyrelsen, Vest Administrationen og Peter Fink. Peter præsenterer den finansielle analyse, mens vi sammen besvarer bestyrelsens spørgsmål. Formålet er at klæde bestyrelsen på til at træffe en velovervejet beslutning – uanset om foreningen ønsker at gå videre med det samme eller blot vil være klogere på sine muligheder.
Hvis bestyrelsen ønsker at gå videre, indhenter Peter tilbud, forhandler priser og vilkår og varetager dialogen med banker og realkreditinstitutter. Vest Administrationen står for kontakten og koordineringen med bestyrelsen og håndterer de administrative og foreningsretlige dele af sagen. Det omfatter efter behov forslag og indkaldelse til generalforsamling samt efterfølgende underskrifter, bogføring og arkivering.
Foreningen betaler ét samlet honorar for Vest Administrationens og den finansielle rådgivers arbejde. På det indledende møde gennemgår vi honoraret og alle øvrige omkostninger ved omlægningen. Alle omkostninger indgår i beregningerne, før vi vurderer, om en omlægning samlet set er attraktiv.
Hvorfor bruger vi en ekstern finansiel rådgiver?
Finansiering af en andelsboligforening er et specialiseret rådgivningsområde. Vest Administrationen har ikke Finanstilsynets tilladelse til at yde finansiel rådgivning og kan derfor heller ikke tegne den ansvarsforsikring, der er knyttet til denne rådgivning. Vores rolle er at kende foreningens økonomi, varetage kontakten til bestyrelsen og sikre, at hele sagen bliver koordineret og gennemført korrekt.
AB Finans har Finanstilsynets tilladelse som boligkreditformidler. Virksomhedens ledelse er Fit & Proper-godkendt, og rådgivningen er dækket af en professionel ansvarsforsikring. AB Finans er samtidig uafhængig af banker og realkreditinstitutter, så rådgivningen tager udgangspunkt i foreningens interesser.
Gebyrerne er svære at gennemskue
Prisen på en låneomlægning består af langt mere end renten på det nye lån. Realkreditinstituttets omkostninger kan blandt andet omfatte:
- Sagsgebyr (Fast beløb)
- Omprioriteringstillæg (Fast beløb)
- Stiftelse (Fast sats)
- Afregningsprovision (Fast sats)
- Kurstillæg (Fast sats)
- Kursskæring (Fast sats)
- Omkostninger til indfrielse og optagelse (Fast beløb)
- Bidragssats (Fast stats og afregnes løbende)
Omkostninger betales kun én gang og medfinansieres typisk i nye lån. Bidragssatsen betales løbende og påvirker foreningens økonomi år efter år. Gebyrerne kan være vanskelige at identificere og sammenligne, hvis man ikke har et indgående kendskab til realkreditinstitutternes prisstruktur.
Andelsboligforeningers lån behandles som erhvervsfinansiering. Uden specialiseret rådgivning og aktiv forhandling risikerer foreningen derfor at acceptere priser og vilkår, som kan forbedres.
Forhandlingsstyrke giver bedre vilkår
Peter Fink kender realkreditinstitutternes priser og ved, hvilket niveau der bør kunne opnås i den enkelte sag. Vi forhandler både omlægningsomkostningerne og bidragssatsen, hvor en reduktion giver foreningen en tilbagevendende årlig besparelse.
Vores forhandlingsstyrke bygger ikke kun på den enkelte sag. Bag samarbejdet står VA’s samlede portefølje med realkreditlån for mere end 4 mia. kr. Realkreditinstitutterne ved derfor, at vi løbende arbejder med mange finansieringssager, kender markedspriserne og er parate til at skabe konkurrence om kunderne.
I de fleste sager opnår vi rabatter fra realkreditinstituttet, der som minimum svarer til vores samlede honorar. Derfor kan vi ofte sige til bestyrelsen, at det ikke medfører en ekstra samlet omkostning at have os med i forløbet. Det afgørende er dog altid det samlede regnestykke, og alle honorarer, gebyrer og øvrige omkostninger indregnes, før vi anbefaler en omlægning.
Det er ikke nødvendigt at sende alle sager i udbud. Vi ved, hvilke priser og vilkår der er konkurrencedygtige, og kan ofte opnå det rigtige niveau direkte hos foreningens nuværende realkreditinstitut. Hvis instituttet ikke vil tilbyde de rette vilkår, kan vi sende sagen i udbud. Muligheden for at flytte sagen giver os en reel forhandlingsposition.
Hvilke fordele får foreningen?
Der findes ikke én finansieringsløsning, som er rigtig for alle andelsboligforeninger. Nogle står foran udløbet af en afdragsfri periode og risikerer en markant stigning i ydelsen. Andre har rentetilpasningslån, som snart skal refinansieres, eller likviditetsudfordringer, der kan løses mere hensigtsmæssigt gennem finansieringen end ved blot at forhøje boligafgiften. Der er også foreninger, som allerede har en fornuftig finansiering, men ikke udnytter mulighederne for aktiv gældspleje.
Fælles for vores arbejde er et særligt fokus på to forhold:
- Boligafgiften: Finansieringen skal understøtte en sund drift og en boligafgift, der er så stabil og velbegrundet som muligt.
- Andelsværdien: Lånesammensætning, restgæld og kursudsving skal vurderes i sammenhæng med foreningens formue og andelshavernes langsigtede interesser.
En omlægning skal ikke alene se attraktiv ud på gennemførelsesdagen. Den skal give mening for foreningen på både kort og lang sigt.
Den rigtige omlægning på det rigtige tidspunkt
Vores gennemprøvede arbejdsmetode skal sikre, at foreningen gennemfører den rigtige omlægning på det rigtige tidspunkt – og at beslutningen bliver truffet på baggrund af hele foreningens økonomi.
Med mere end 200 gennemførte låneomlægninger har Vest Administrationen og AB Finans erfaring med mange forskellige typer foreninger, lån og økonomiske udfordringer. Det giver bestyrelsen en sikker hånd på rattet og mindsker risikoen for, at en vigtig beslutning bliver baseret på forsimplede antagelser eller en enkelt långivers forslag.
Vi gør det lettere og tryggere at være bestyrelse
Bestyrelsen skal ikke selv være ekspert i obligationskurser, bidragssatser, lånevilkår eller realkreditinstitutternes gebyrer. Vi udarbejder analysen, forklarer mulighederne og samler de økonomiske konsekvenser i et overskueligt beslutningsgrundlag.
Hvis bestyrelsen går videre, koordinerer vi hele forløbet. Vi forhandler med realkreditinstituttet, følger op på sagen og kontrollerer lånedokumenterne, inden bestyrelsen underskriver. Det reducerer bestyrelsens arbejdsbyrde og understøtter bestyrelsens ansvar ved at mindske risikoen for fejl undervejs.
Bestyrelsen får dokumentation for resultatet
Når omlægningen er gennemført, modtager bestyrelsen en samlet afslutningsrapport, som blandt andet dokumenterer:
- Lånene før og efter omlægningen
- Ændringen i restgæld og årlig ydelse
- Den opnåede rabat på realkreditinstituttets omkostninger
- Den forhandlede bidragssats
- Samtlige omkostninger ved omlægningen
- Eventuelle skattemæssige eller øvrige opmærksomhedspunkter
- At omlægningen er gennemført inden for bestyrelsens godkendte mandat
Bestyrelsen får samtidig en tydelig orientering om de sidste praktiske opgaver. Vest Administrationen sørger efterfølgende for bogføring, arkivering og den administrative afslutning.
Aktiv gældspleje stopper ikke ved omlægningen
Når lånesagen er afsluttet, indgår foreningens lån i vores løbende overvågning. Vi følger udviklingen og kontakter bestyrelsen, hvis der opstår en ny attraktiv mulighed. Foreningen får dermed ikke blot hjælp til én omlægning, men et langsigtet fokus på, om finansieringen fortsat understøtter boligafgiften, andelsværdien og foreningens samlede økonomi.
Sådan forløber en finansieringssag
Et typisk forløb tager mellem én og to måneder. I sager, hvor tiden er afgørende, kan en omlægning gennemføres på få dage. Finansiering af større byggeprojekter kræver normalt et længere forløb og kan strække sig over mere end seks måneder.
Vest Administrationen og AB Finans gennemgår løbende foreningernes lån og økonomi. Ser vi mulighed for at forbedre finansieringen eller forebygge en kommende udfordring, udarbejder vi et konkret oplæg og kontakter bestyrelsen.
Bestyrelsen inviteres til en gennemgang med Vest Administrationen og Peter Fink. Vi belyser foreningens lån, samlede økonomi, muligheder, risici, omkostninger og konsekvenserne ved at omlægge – eller undlade at gøre det. Foreningen har endnu ikke bundet sig.
Efter mødet beslutter bestyrelsen, om den vil følge anbefalingen. Vest Administrationen vurderer, om bestyrelsen har den nødvendige bemyndigelse. Hvis ikke, hjælper vi med forslag, indkaldelse og afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling.
Når bestyrelsen har den nødvendige bemyndigelse, underskrives et betinget mandat. Det er først her, foreningen binder sig. Mandatet fastlægger konkrete krav til blandt andet eksisterende lån, nyt lån, afdragsprofil, kurs, bidragssats, omkostninger og kurssikring.
Sideløbende forbereder AB Finans sagen sammen med banken og realkreditinstituttet. Lånetilbud, beregninger, dokumentation og forhandlede vilkår gøres så vidt muligt klar, så sagen kan eksekveres hurtigt efter mandatets underskrift.
Peter Fink følger markedet og gennemfører i samarbejde med realkreditinstituttet kurssikringen og omlægningen inden for de aftalte rammer. Det sker ofte få dage efter underskriften, men tidspunktet afhænger af den konkrete sag og markedsforholdene.
Vest Administrationen og AB Finans kontrollerer de endelige dokumenter og vilkår, inden bestyrelsen underskriver. Bestyrelsen modtager derefter en afslutningsrapport, og Vest Administrationen håndterer bogføring, arkivering og den administrative afslutning.
Hvilke finansieringssager hjælper vi med?
Vest Administrationen og AB Finans hjælper med alle typer finansieringssager for andelsboligforeninger – fra almindelige låneomlægninger til finansiering af større byggeprojekter og håndtering af komplekse finansielle produkter.
Fælles for sagerne er, at finansieringen vurderes som en del af foreningens samlede økonomi. Vi ser derfor ikke kun på renten, men også på restgæld, kursværdi, ydelse, afdragsprofil, bidragssats, likviditet, andelsværdi og kommende vedligeholdelsesbehov.
Opkonvertering
Når renten stiger, falder kursværdien på eksisterende fastforrentede lån med en lav rente. Ved en opkonvertering kan foreningen realisere kursgevinsten og reducere restgælden. Vi vurderer samtidig den højere rente, ydelsen, boligafgiften, andelsværdien og mulighederne for senere aktiv gældspleje.
Nedkonvertering
Hvis renten falder, kan en forening med et højere fastforrentet lån muligvis omlægge til en lavere rente. Vi beregner, om besparelsen står mål med kurstab og omkostninger, og om omlægningen samlet set er attraktiv.
Fra rentetilpasningslån til fast rente
Vi hjælper med skrå konverteringer, hvor et rentetilpasningslån omlægges til et fastforrentet lån. Vores klare faglige udgangspunkt er, at fastforrentede og konverterbare lån som hovedregel er den mest hensigtsmæssige finansiering for en andelsboligforening. Den konkrete anbefaling bygger altid på foreningens økonomi og behov.
Udløb af afdragsfrihed
Når en afdragsfri periode udløber, kan ydelsen stige markant. Vi undersøger mulighederne i god tid og vurderer blandt andet omlægning, ændret løbetid eller en ny afdragsfri periode.
Finansiering af byggeprojekter
Vi hjælper med at planlægge og etabler–e finansieringen af større bygge- og vedligeholdelsesprojekter. Eksisterende lån indgår i analysen, fordi en samlet omlægning ofte kan være bedre end blot at optage et tillægslån. Vi rådgiver også om samspillet mellem likviditet, byggekredit og den endelige realkreditfinansiering.
Renteswaps og komplekse produkter
Vi hjælper med at skabe overblik over vilkår, risici og økonomiske konsekvenser og undersøger mulighederne for at ændre eller afvikle komplekse finansielle aftaler.
Samling og tilpasning af lån
Hvis foreningen har flere lån med forskellige løbetider og vilkår, vurderer vi, om finansieringen kan forenkles eller tilpasses gennem eksempelvis samling af lån, ændret afdragsprofil eller en langsigtet lånestrategi.
Skal vi gennemgå jeres finansiering?
Er I usikre på, om foreningens nuværende lån fortsat er den rigtige løsning? Står I foran udløbet af en afdragsfri periode, en refinansiering eller et større byggeprojekt? Eller ønsker I blot at vide, om foreningens finansiering kan optimeres?
Så inviterer vi bestyrelsen til et gratis og uforpligtende møde med Vest Administrationen og Peter Fink fra AB Finans.
Inden mødet gennemgår vi foreningens lån og økonomi, så vi kan præsentere konkrete og relevante muligheder. På mødet gennemgår vi den nuværende finansiering, mulighederne for optimering, konsekvenserne for boligafgift og andelsværdi, fordele og risici, samtlige forventede omkostninger samt vores anbefaling og de mulige næste skridt.
Mødet varer cirka én time og afholdes normalt virtuelt via Microsoft Teams. Hvis bestyrelsen foretrækker det, kan mødet også afholdes fysisk.
Tilbuddet gælder både foreninger, som allerede administreres af Vest Administrationen, og foreninger med en anden administrator. I behøver ikke på forhånd at vide, hvilken løsning I søger. Efter mødet beslutter bestyrelsen selv, om den ønsker at gå videre; mødet er gratis, og foreningen forpligter sig ikke til et efterfølgende samarbejde.
Indhold

Er jeres finansiering stadig den rigtige?
Vi gætter ikke på renten – vi regner på konsekvenserne
Fra traditionel låneomlægning til specialiseret finansiel rådgivning
Et samarbejde, hvor hver part gør det, de er bedst til
Hvorfor bruger vi en ekstern finansiel rådgiver?
Hvilke fordele får foreningen?
Sådan forløber en finansieringssag
Hvilke finansieringssager hjælper vi med?
Kontakt
Har I spørgsmål, er I velkomne til at kontakte os.Vest Administrationen A/S · 3324 6126 · info@vestadm.com
Læs også
LÆS OGSÅ
EJENDOMS- ADMINISTRATION
Leder du efter en professionel ejendomsadministrator? Vi har mere end 30 års erfaring med ejendomsadministration og byggestyring for andels- og ejerboligforeninger og gårdlaug.
KONTAKT OS
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. Udfyld formularen og vores venlige og dygtige reception hjælper dig.
HOLD DIG OPDATERET
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få relevante artikler, gode råd og nyttig viden om ejendomsadministration. Vi deler blandt andet viden om foreningens økonomi, vedligeholdelse og bestyrelsesarbejde, så du nemt kan holde dig opdateret.
Du modtager kun nyhedsbreve, når vi har noget relevant at dele, og du kan altid afmelde dig igen.




