Undgå indbrud i juleferien – 14 gode råd!

Juleferien er ofte forbundet med familiebesøg væk fra hjemmets fire vægge. Desværre viser statistikkerne også, at det er højtid for indbrud. Hvad kan du gøre for at skræmme tyven væk? Kig på din bolig med tyvens øjne. Jo højere risiko tyven tror, der er for at blive opdaget, des mindre lyst har han til at begå indbrud. Få det til at se ud som om, der er nogen hjemme – også selv om der ikke er.

14 gode råd til at minimere indbrud i juleferien

Vi har udarbejdet en liste med gode råd, der kan minimere indbrud i juleferien, så du trygt kan rejse på juleferie.

1. Tænd lyset
Sørg for at have lys tændt, inden du tager på ferie. Det er vigtigt, at der IKKE kun er tændt lys ét sted, men både i stue, køkken, værelser og på toilettet.

2. Sørg for, at der er lyd i lejligheden
Lad f.eks. radioen eller fjernsynet stå tændt. Ligesom med lyset er det også vigtigt, at det virker naturligt. Det er f.eks. unaturligt, at radioen kører midt om natten, mens der er slukket lys. Se, om dit anlæg har en timer indbygget, eller brug en elektronisk timer som til dit lys.

3. Brug elektronisk timer
Du skal selvfølgelig ikke lade lyset brænde og musikken spille 24 timer i døgnet – det vil være for nemt for indbrudstyve at gennemskue. Brug derfor en elektronisk timer, som kan sættes til at tænde og slukke lyset på bestemte tidspunkter og dermed få det til at se naturligt ud.

4. Træk IKKE gardinerne for
Hvis du trækker gardinerne eller persiennerne for i hele lejligheden, indikerer du over for tyven, at der ikke er nogen hjemme. Træk kun gardinet for i soveværelset.

5. Sæt friske potteplanter i vinduet
Få eventuelt din nabo til at sætte nogle friske blomster i vinduerne.

6. Forsink tyven ved døre og vinduer
Tyvene bryder sig ikke om at bruge tid på at komme ind i huset – så går de hellere videre til et andet hus. Derfor er det en god idé at:

  • Montere låse på vinduerne eller sikringsbeslag
  • Tjekke listerne på vinduerne og sørge for, at de ikke er rådne eller nemme at fjerne
  • Have 2 låse på hoveddøren og lås på altan/terrassedøren. Det gør det sværere at slæbe af sted med fladskærme eller designerstolen, der kan være vanskelig at få ud gennem vinduet.

7. Sociale medier
Lad være med at annoncere på sociale medier, at du er på juleferie eller væk fra hjemmet.

8. Følg dit hjem med mobilen
En populær installation de seneste år er kameraer, der automatisk optager, hvis nogen kommer ind i et rum, hvor alarmen er slået til. De nyeste modeller kan også sende billeder direkte til din mobiltelefon, så du kan se, at der er en tyv i huset. På den måde kan du ringe til politiet med det samme.

9. Få en privatalarm
En privatalarm kan være udmærket, hvis den har en sirene, som naboerne kan høre, for det stresser tyvene. Men tyvene ved godt, at sikkerhedsfirmaets vagter ikke kommer lige med det samme.

Ifølge alarmselskaberne selv virker alarmerne præventivt. En statistik fra den største udbyder i Danmark, G4S, viser, at det kun er omkring en ½ procent af deres kunder, der har indbrud. Til sammenligning gælder det for 3 procent af de danske husstande.

Der er ingen officielt dokumenteret effekt af privatalarmer, men alligevel har flere forsikringsselskaber valgt at give rabat til kunder, der har en alarm.

10. Tøm postkassen
Sørg også for de helt simple ting som at få tømt postkassen. En opgave, du kan aftale med din nabo. Husk, at posten ikke bare skal smides ind ad din brevsprække. Det er nemt at se gennem brevsprækken, om der er et bjerg af aviser, reklamer og breve bag døren.

11. Koordiner med naboen
Aftal med din nabo, at I holder øje med hinandens boliger! Opmærksomme naboer er øverst på indbrudstyvens hadeliste. I kan hjælpe hinanden med at få det til at se ud, som om der altid er nogen hjemme.

Få flere fif i vores artikel ”Nabohjælp – koordiner med din nabo”.

12. HUSK også at tilbyde din hjælp
Husk at give naboen et par gode flasker vin eller noget andet for ulejligheden og spørg, hvornår du kan hjælpe.

13. Dørtelefon
De fleste etageejendomme har allerede etableret en dørtelefon, der sikre, at fremmede skal ringe på, inden de går ind i opgangen. Aftal med hinanden i opgangen, at dem der er hjemme, tager dørtelefonen, hvis der ringes på hos naboen, der er på juleferie.

14. Tjek dørpumpen
Få ejendommens vicevært til lige at tjekke jeres dørpumper, så I er sikre på, at jeres hoveddøre lukker helt tæt. Især ved stærk blæst, kan der opstå problemer med, at dørene ikke lukker.

 

Gå i dybden:

Tag testen ”Test din lejlighed” og find din lejligheds svage punkter.

Læs mere om Nabohjælp HER!

 

Kilder:

Det Kriminalpræventive Råd

Dit indbo

Bolius

 

« Tilbage til oversigt.

Log på ProBo


Klik på linket nedenfor og log på din ejendoms ProBo, hvor du kan hente ejendommens nøgledokumenter m.m.


https://probo.dk/

Hvad leder du efter?


Brug formularen til at finde det du søger i vores mange artikler omkring andelsboliger, ejerboligforeninger og ejendomsadministration: